Et liv i højt tempo
Mails, beskeder og nyheder. Vi går fra det ene til det næste og er sjældent helt offline. Selv vores pauser fylder vi med en skærm. Tempoet er blevet så normalt, at vi knap lægger mærke til det.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa kalder det acceleration. Arbejdet, teknologien og selve livet går hurtigere og hurtigere, og prisen er det, han kalder fremmedgørelse: Vi mister forbindelsen til os selv, til hinanden og til naturen. Verden begynder at føles stum.
Det modsatte kalder han resonans. Det er de øjeblikke, hvor noget i verden taler til dig, og du svarer igen. Ifølge Rosa er naturen et af de steder, hvor vi kan finde den.
Hjerneforskeren Peter Lund Madsen opfordrede os også til at koble helt af og give hjernen en reel pause. Ikke en kort pause med telefonen i hånden, men tid, hvor vi faktisk slipper.
Min historie
Jeg er expatbarn. Vi flyttede mellem lande, skoler og venskaber, og jeg lærte tidligt at tilpasse mig. Det faste punkt var somrene i de danske skove.
Som ung voksen tog presset over: den gode uddannelse, det gode job, karrieren. Jeg gav alt, hvad jeg havde, til mit arbejde, og min identitet blev det, jeg kunne levere.
Omkring corona lukkede verden sig om mig. Kontoret blev byttet ud med køkkenbordet, og dagene flød sammen. Jeg kunne gå flere dage uden at tale med nogen andre end gennem en skærm. Selvfølgelig havde jeg familie og venner. Men det meste af min familie boede i den anden ende af landet, og mine venner havde nok i deres egne små familier. Jeg boede alene i en lille lejlighed i København, og der var ikke et netværk omkring mig, der kunne fylde tomrummet.
Som så mange andre søgte jeg ud i naturen. Først var det bare en gåtur for at komme ud af lejligheden. Så blev det hver dag. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan skoven skiftede fra uge til uge: de første ramsløg, lyset gennem bøgebladene, duften efter regn. Jeg begyndte at læse om de gamle nordiske traditioner og at fejre årets højtider. Skoven blev det sted, hvor jeg ikke var alene, selvom der ikke var andre.
Det var dér, det begyndte.
Nogle år senere stod jeg fastlåst. Jeg var havnet et sted, hvor min indsats ikke længere gjorde en forskel, og hvor jeg ikke bare kunne gå. Jeg gjorde det, jeg altid havde gjort: arbejdede hårdere. Jeg tog de lange dage, sagde ja til mere og troede, at det ville vende, hvis jeg bare gav lidt mere. Men der kom intet tilbage. Den del af mig, der havde båret mig hele livet, evnen til at præstere, var pludselig ikke nok.
Så ramlede det. Jeg vågnede træt, selv efter en hel nats søvn. Ord og navne forsvandt midt i sætninger. Små ting fik mig til at græde, og det, der før gav mig glæde, føltes ligegyldigt. Jeg var udbrændt og tæt på at blive sygemeldt.
Det, der bar mig igennem
Det var ikke én stor forandring, men de stille ting. Morgengåture i skoven, før dagen begyndte. Åndedrættet, når hovedet kørte. Saunagus og yoga, hvor kroppen fik lov at slippe. Trommen. Og en lille cirkel af kvinder, hvor jeg ikke skulle præstere noget.
Det tog tid. Men lidt efter lidt kom energien tilbage, og jeg lærte det vigtigste: Min værdi ligger ikke i det, jeg præsterer.
Med Rosas ord fandt jeg resonansen igen. Skoven svarede, når jeg lyttede.
Mit hvorfor
Det, der hjalp mig, var enkelt. Det krævede ikke, at jeg troede på noget bestemt eller havde prøvet det før. Kun at jeg gav mig selv lov til at stoppe op.
Den tilladelse vil jeg gerne give videre. Jeg skaber et roligt rum, hvor du ikke skal præstere, og giver dig enkle værktøjer, du kan tage med hjem. Så kan du få tid alene i skoven med en tryg ramme omkring dig. Jeg holder rummet, mens du finder dine egne svar.
Maria
Se kommende vandringer